Publisert på nettstedet Solidaritet.dk , 15. februar 2026 . Mikael Hertoft analyserer udviklingen i krigen.
Iskolde lejligheder i mørke, ukrainske byer – mange døde soldater ved fronten – forhandlinger uden resultat, fordi Rusland kræver Ukraines kapitulation – elendig russisk økonomi. Krigen i Ukraine har snart varet fire år, siden Rusland invaderede 24. februar 2022.
Solopgang over Ukraine 2026. Mikael Hertoft.
Ruslands krig i Ukraine har allerede varet længere end ”den store fædrelandskrig” – den del af anden verdenskrig, hvor Sovjetunionen blev angrebet af Nazityskland, og krigen bølgede fra Sovjetunionens grænse til Leningrad, Stalingrad og Moskva og tilbage igen til Berlin.
Ukrainekrigen trækker nu sjældent overskrifter på forsiderne – for når skrigene er, som regnen falder, lytter ingen længere til dem, som Bertolt Brecht sagde. Der er også andre brændpunkter – Sudan, Gaza, Venezuela, Iran, Kurdistan. Men krigen i Ukraine fortsætter – og den tager til i intensitet.
Kulden i Kyiv
Forestil dig et øjeblik, at du bor på 18. sal i et tyve etagers højhus – det er moderne og bekvemt. Du kan se floden Dnepr fra køkkenvinduet, og fra stuen kan du se den befærdede vej ind til Kyivs centrum.
Om aftenen er der to lysspor – et rødt den ene vej og et hvidt den anden vej, og om sommeren ryger du en cigaret på altanen og ser på livet. Dér bor du bekvemt og godt også om vinteren – indtil et russisk missil rammer den transformatorstation, der forsyner dig med elektricitet.
Du sidder i mørke, og elevatoren virker ikke. Strømmen kommer igen efter tre timer, men så bliver stationen ramt igen, og så svigter vand og varme. Din bekvemme, moderne lejlighed er forvandlet til en dødsfælde. Det er bidende koldt, og betonen holder ikke på varmen. Du har ikke noget vand. Du skal gå 18 etager ned for at hente vand og 18 etager op igen, men så kan du heller ikke lave te, for der mangler strøm.
Det har været situationen for tusinder og atter tusinder af ukrainere i denne iskolde vinter. Ikke bare i Kyiv, men også i Ukraines andre millionbyer som Kharkiv og Dnipro.
Ruslands væbnede styrker har beskudt Ukraine i fire vintre nu. De har blandt andet ramt kraftværker og transformatorstationer. Men de første tre vintre var relativt milde, og effekten var mere begrænset. Nu er det iskoldt. Der har været 15 – 23 graders frost i Kyiv, og det har varet i mange uger. Til sammenligning er det kun lige under frysepunktet i Danmark, og vi fryser ad helvede til.
Ukrainerne kalder det ligefrem et folkemord – og har et ord for det – ”Kholodomir” – folkedrab med kulde – som spiller på ordet ”Golodomir” folkedrab ved sult – som er det udtryk, ukrainere kaldte de flere millioner ukrainere, der døde af sult under tvangskollektiviseringerne i Sovjetunionen i 1930’erne.
Våbenhvilen som Rusland ikke vil have
Trump havde tilsyneladende fået Putin til at sige, at han ikke vil smadre mere energistruktur i en uge. Det var 30. januar. Og det blev bekræftet af Putins pressesekretær Pesjkov, som dog sagde, at det kun gjaldt indtil 2. februar– hvad der reelt kun ville være to dage.
Mikhail Podaljak, som er Zelenskijs rådgiver og en slags pressetalsmand, troede ikke, at dette løfte ville holde. Han sagde hurtigt og vredt på russisk, at russerne blot samlede raketter og droner sammen for at bruge dem, når det var koldest.
I to dage stoppede angrebet på energiinfrastrukturen fra begge sider. Rusland skød ikke på kraftværker og transformatorstationer, og Ukraine skød ikke på olie- og gasraffinaderier og havne. Så fortsatte Ruslands ødelæggelser af Ukraines kraftværker.
Tirsdag 3. februar rapporterede den ukrainske militæranalytiker Oleg Zdanov en ”antirekord” af store mængder droner, og raketter. Der var 521 flyvende apparater i alt – af dem skød ukrainerne ca. 450 ned. Antirekord er et nyt ord, der er kommet ind i russisk for en rekord af noget dårligt – fx hvor mange droner der angriber, dræbte ved et angreb osv.
Desværre ramte mange raketter og droner deres mål. Især de ballistiske missiler er svære at skyde ned. Af 32 ballistiske missiler blev kun 11 skudt ned. Denne rakettype flyver meget hurtigt langt over lydens hastighed og kan kun skydes ned med de dyreste og mest avancerede amerikanske Patriot-missiler, som Ukraine ikke har nok af.
Angrebet blev hovedsageligt rettet mod Ukraines infrastruktur, rapporterer Zdanov. Angrebet på energistrukturen er altså genoptaget. Den delvise våbenhvile kom kun til at vare et par dage og er slut nu.
Forhandlinger uden resultat
Der har været forhandlinger i nogle omgange i et par uger nu. De foregår i De Forenede Arabiske Emirater. Russiske forhandlere mødes med ukrainske forhandlere og med amerikanske ”mæglere” i form af Steve Witkoff og Jared Kushner.
Hvad de diskuterer er tåget, selv om forhandlingerne bliver kaldt substantielle og konstruktive af både Rustem Umerov, som er Ukraines chefforhandler, og Kyrilo Budanov – som lige er blevet forfremmet fra spionchef til rådgiver for præsidenten. Fra russisk side deltog Igor Kostyukov – lederen af den militære efterretningstjeneste – og Kremls investeringsrepræsentant Kirill Dmitriev.
Torsdag 5. februar var der endnu en omgang i forhandlingerne – og det mest konkrete var en aftale om en udveksling af 157 krigsfanger fra hver side.
Men hvad vil Rusland gå med til? Lytter man til de russiske ledere – som præsident Putin, udenrigsminister Lavrov og viceformand for sikkerhedsrådet Dmitrij Medvedev – er det klart, at de ikke vil gå med til mindre end Ukraines kapitulation. Udenrigsminister Lavrov sagde 23. januar dette, som er citeret i oppositionskanalen Dosjd:
”Forslaget om en ordning, som opererer med den opgave at bevare det nazistiske regime i de dele af Ukraine, som vil kalde sig det, er naturligvis absolut uacceptabelt.”
Eller med andre ord: Han vil ikke gå med til en fred, så længe det ”nazistiske regime” sidder i Kyiv. Ruslands krigsmål er fortsat et regimeskifte i Ukraine.
I februar kom Dmitrij Medvedev så med et interview til Tass og Reuters. Her understregede han, at de krav, som Putin 14. juni tilbage i 2024 stillede for at afslutte krigen, stadig står ved magt. Dengang holdt Putin en tale for ansatte i det russiske udenrigsministerium, hvor han sagde:
”Vores betingelser er meget simple. De ukrainske styrker skal trækkes helt ud af folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk og også fra Khersons og Zaporizjzja oblaster. Jeg gør opmærksom på – trækkes helt ud af de områder som er fastlagt af de administrative grænser, de havde, da de indgik i Ukraine. Når Kyiv erklærer, at de er klar til dette og påbegynder en reel tilbagetrækning af deres styrker fra de nævnte regioner, og officielt erklærer at afstå fra planer om at indgå i NATO vil vi fra vores side hurtigt stoppe skydningen og påbegynde forhandlinger. Vi vil bogstavelig talt i det minut give en ordre om at indstille ilden og påbegynde forhandlinger.” (Egen oversættelse fra russisk).
Læg mærke til afslutningen. At Ukraine trækker sig tilbage fra de fire oblaster, er ikke kravet for fred, men blot for at lave en våbenhvile. Så har Rusland flere krav. Og Medvedev fastholder det i sit interview fra februar i år med Reuters og Tass. Du kan se mere om dette på Maksim Katz Youtube kanal fra 10. februar. Den er på russisk, men du kan tilsætte engelske undertekster.
Forhandlingerne kommer derfor ikke så langt. Der er mange spekulationer om, at Rusland vil gå med til en form for våbenhvile, hvis Ukraine går med på at trække sig tilbage fra de befæstede områder i Donetsk. Men Ruslands ledere har på intet tidspunkt udtalt, at de vil gå med til det.
Et andet punkt, hvor der slet ikke er enighed, handler om ”sikkerhedsgarantier”. Ukraines præsident Zelenskij, har sagt at Ukraine kan overveje en tilbagetrækning fra disse områder i Donetsk, men kun hvis sikkerhedsgarantierne er tilstrækkelig stærke. Sikkerhedsgarantier kan være militære enheder fra de vestlige europæiske lande med støtte fra USA.
Men vil Rusland gå med til NATO-soldater på ukrainsk grund? Har de europæiske lande styrken og viljen til at stille militære garantier? Vil USA bakke op om en sådan militær mission? Kan man stole på aftaler med Trump? Det er fire spørgsmål, som der ikke er positive svar på.
Så selv om der er forhandlinger, fører de ikke nogen vegne. Og krigen fortsætter.
Udviklingen på fronten
Fronten har flyttet sig meget langsomt i januar måned. Rusland rykker kun frem nogle få steder. Men fremrykningen er altid langsom i januar. Så Rusland forbereder måske et angreb i foråret.
Men krigen skifter karakter. Den er ikke så meget en frontkrig længere som spredte kampe over større områder, hvor små grupper af russiske styrker infiltrerer ukrainske frontbyer og forsøger at sætte sig fast der. Efter næsten to års kampe er Prokovsk og Mirnograd – to byer i Donetsk – næsten taget af Ruslands hær.
Men den ukrainske hær er fortsat til stede og laver modangreb. Russerne angriber med små grupper, og ukrainerne forsøger også at undgå større troppekoncentrationer, fordi disse er sårbare over for angreb fra luften med glidebomber fra russiske fly, der bliver smidt fra luftrum over de besatte områder.
I byen Kupjansk lidt længere nordpå i Kharkiv Oblast har ukrainske styrker genetableret kontrol over byen. 12. december 2025 besøgte præsident Zelenskij Kupjansk og tog en selfie ved byskiltet for at markere generobringen. Men to måneder senere er der stadig lommer af russiske styrker inde i byen og fortsatte kampe.
I Sumy Oblast og i Kharkiv Oblast omkring byen Voltjansk står fronten næsten stille. De største problemer har Ukraine i det lave steppeland i Zaporizjzja Oblast øst for Dnipro, hvor de russiske styrker har indtaget den lille by Gulaj Pole og rykker frem mod vest.
Hvis de russiske styrker kommer nogle få kilometer længere frem, kan de beskyde byen Zaporizjzja med artilleri. De seneste par dage forlyder det så fra flere kilder, at Ukraine er i gang med et modangreb.
Starlink lukker for den russiske hær
Både den ukrainske og den russiske hær bruger Starlink i sin kommunikation. Starlink er et kommunikationssystem med lavthængende satellitter, som Elon Musk kontrollerer, og fordi satellitterne er lavthængende, skal der være enormt mange af dem. De kan så kommunikere med stationer på jorden.
Nu har den ukrainske regering aftalt med Starlink, at de skal lukke for alle Starlink-stationer, som ikke er registreret på en ukrainsk såkaldt ”hvidliste”, rapporterer militæranalytikeren Jurij Fedorov i Breakfast show 5. februar.
Fedorov mener, at russernes manglende adgang til Starlink vil have stor indflydelse på situationen ved fronten, fordi kommunikationen er nervesystemet i hæren. Rusland har andre kommunikationsmetoder, understreger han, men han tilføjer, at disse er langt mindre bekvemme og effektive.
Ruslan Levivev, fra Conflict Intelligence Team er i Breakfast Show mere skeptisk over, hvor stor indflydelse det vil have på den russiske krigsførelse. Han mener ikke, at Starlink har været så udbredt i den russiske hær, at tabet af dem vil medføre kollaps.
Samtidig med at Starlink er blevet lukket ned for den russiske front, har Ruslands ledere selv blokeret for Telegrams funktion i Rusland: Telegram er en kanal, der giver mulighed for at kommunikere anonymt og har været en mulighed for at få information ud og ind af Rusland.
Blokaden giver mening for Putins autoritære system. Men at blokere Telegram giver også problemer ved fronten. Som minimum er det ekstremt dårlig timing. I månedsvis har russisksprogede oppositionskanaler reklameret for VPN: nu er de måske også nødt til at have det ved fronten.
Korruptionsskandale fører til udskiftninger i Ukraines politiske ledelse
En korruptionsskandale lurer lige under overfladen i ukrainsk politik. Det startede i sommer, hvor regeringen inklusive præsident Zelenskij forsøgte at fjerne selvstændigheden for landets antikorruptions-enhed. Det måtte regeringen opgive efter demonstrationer i mange byer.
I efteråret blev der så rejst anklager mod et par ministre, og Zelenskijs gamle forbundsfælle forretningsmanden Timur Mindich måtte flygte til Israel, hvor han også har statsborgerskab.
Selv om der ikke blev rejst anklager mod ham, måtte Zelenskijs chef for præsidentadministrationen Andrii Jermak gå af, efter at hans hjem var blevet ransaget af antikorruptions-enheden. Han meddelte, at han nu tog til fronten. Således var Zelenskij tvunget til en større regeringsrokade.
Korruptionsskandalen har direkte forbindelse til den russiske ødelæggelse af energisektoren – for anklagen var netop, at korruptionsringen stjal en del af de penge, der var afsat til at vedligeholde energisektoren. Det er penge, der desperat mangler, når Rusland systematisk ødelægger denne sektor ogskyder kraftværker og transformatorstationer i stykker.
Præsidentens omlægning af regeringen tog sin tid, men har tilsyneladende ført til en styrkelse af regeringen. I stedet for den meget upopulære Jermak, der koncentrerede meget magt i sine hænder har Zelenskij udnævnt Kyrylo Budanov til sin stabschef.
Budanov har været en meget populær leder af Ukraines militære efterretningstjeneste og stået bag adskillige spektakulære aktioner under krigen. Det er måske en svækkelse af efterretningstjenesten, at han ikke længere har tid til den, men det er helt klart et godt valg for præsidentens administration.
En anden nyudnævnelse er også fra den unge generation. Mykhailo Fjodorov blev ny forsvarsminister. Han har tidligere været minister for digitalisering og har en meget god forståelse af nødvendigheden af digitalisering i krigsførelsen. Han vakte ved sin tiltrædelse opmærksomhed ved at sige, at der skulle være fokus på at dræbe russere i krigen: Der skal ifølge forsvarsminister Fjodorov dræbes 50.000 russere om måneden.
Russiske propagandister har forsøgt at spinne det til propaganda om, at det skulle være civile, men det er klart, at han taler om at tilføje tab på soldater ved fronten.
Forsvarsminister Fjodorov har også været central i forhandlingerne med Elon Musk, der altså førte til, at Rusland ikke længere kan bruge indsmuglede Starlink-terminaler til sin kommunikation ved fronten.
Dermed ser det ud til, at den ukrainske regering er blevet styrket og fornyet på et tidspunkt, hvor Ukraine har ekstremt meget brug for det.
Nu bliver det uhyggeligt: De døde i krigen
Der er forskellige metoder til at finde ud af, hvor mange der er døde i krigen mellem Rusland og Ukraine. Ingen af de to hære offentliggør nogle tal. Sergej Sjojgu – Ruslands daværende forsvarsminister – offentliggjorde et tal i starten af krigen, og siden har der været stilhed fra Rusland.
Ukraines præsident Zelenskij nævnte for nylig et tal på 55.000 dræbte ukrainere, men det fremgik samtidig af hans mimik og formuleringer, at han måske reelt selv tror, at tallet er meget højere.
Ruslands tab
Den mest konservative metode for at finde de samlede tab er at tælle offentliggjorte dødsfald, som fx dødsannoncer og nekrologer. Den bliver brugt af Media-zona, der i samarbejde med BBC tæller åbne kilder til information om det, de kalder russiske ”militære døde”.
De når på den måde frem til mindst 168.142 bekræftede militære dødsfald fra 24. februar 2022 til 29. januar 2026. Men det er klart, at dette er et minimumstal.
BBC News’ russisksprogede del – som arbejder sammen med Mediazona – vurderer, at deres sammentælling kun udgør 45-65 procent af dem der faktisk er faldet i krigen. Det ville give et russisk tabstal på mellem 243.000 og 352.000
CSIS – en amerikansk tænketank vurderer det samme: Russiske styrker har tabt omkring 1,2 millioner (dræbte og sårede) og så mange som 325.000 dræbte siden 2022.
En anden metode er at se på, hvor mange soldater hæren har fået tilført, og hvor mange der er tilbage. Det giver mening, fordi meget få forlader den russiske hær efter at have afsluttet en kontrakt.
Det er der en prorussisk kanal på Telegram, der har regnet på. Den hedder Dsjrg Rusitj – [ДШРГ Русич]. Den oppositionelle YouTube-blogger Maksim Katz kalder den nynazistisk. Han fremlægger deres regnestykke:
| I hæren før krigens start | 700.000 |
| Kontraktansatte 2023 | 540.000 |
| Mobiliserede 2023 | 300.000 |
| Kontraktansatte 2024 | 440.000 |
| Kontraktansatte 2025 | 400.000 |
| I alt | 2.380.000 |
| Minus hæren udgang 2025 | 700.000 |
| Tab: | 1.420.000 |
Denne prorussiske Telegram-kanal bruger udtalelser fra russiske ledere – præsident Putin, daværende forsvarsminister Sjojgu og viceformanden for det russiske sikkerhedsråd Medvedev – som kilder for dette regnestykke.
Maksim Katz citerer i samme YouTube kanal Jurij Podoljak, en prorussisk z-blogger med tre millioner følger for at vurdere, at 350-450.000 russiske soldater er blevet dræbt.
Dertil kommer Wagner-soldater, muligvis folk fra de besatte områder, der kæmper på russisk side, fanger m.m. Det kan nemt blive halvanden million – men der skal så også trækkes nogle tal fra. Nogle bliver talt to gange, nogle mobiliserede tegnede senere kontrakt, og andre har fået fornyet deres kontrakt. Men det kan godt blive 1,2 millioner. Vi taler her ikke kun om døde, men også om dem, som ikke længere er kampdygtige efter at være blevet såret.
En sådan konklusion kommer også den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies (CSIS) frem til: Rusland har haft et tab på omkring 1,2 millioner – sårede, dræbte og savnede – og op til 325.000 dræbte siden 2022.
CSIS vurderer Ukraines tab til at være mellem 500.000 og 600.000, med mellem 100.000 og 140.000 dræbte i 2025.
Tænketanken vurderer, at de kombinerede russiske og ukrainske tab kan nå 2 millioner i foråret 2026.
Ukraines tab
Der er en meget uhyggelig hjemmeside i Ukraine – som opgør og navngiver dem, der er døde i krigen. Det er klart, at det er et minimumstal. Du kan selv studere hjemmesiden her.
Det fremgår, at hjemmesiden i perioden fra 24.02.22 – 05.02.36 har registreret 92.330 døde og yderligere 89.234 savnede. Næsten alle savnede kan regnes for døde, kommenterer Jurij Fedorov.
Det giver ca. 180.000 døde, og som en makaber ekstra oplysning: Disse soldater var gennemsnitligt 38,7 år, da de døde.
Hjemmesiden skriver selv: ”Da kun data, der er tilgængelige online, tages i betragtning, anslås det reelle tabsniveau at være betydeligt højere.”
Konklusion: Store tab på begge sider – men nok større tab hos Rusland
Der er altså en stor sandsynlighed for, at der på russisk side er omkring 400.000 døde eller flere, og på ukrainsk side mere end 200.000 døde soldater. I disse tal er medregnet de savnede, altså dem som er forsvundet på slagmarken.
Vi kan regne med, at der også er mange invaliderede. Det er uhyggeligt store tabstal for to lande. Men vi ved ikke, hvad tabstallene faktisk er – og måske får vi det aldrig at vide.
Hvad der gør fremtiden endnu mere sort for de to lande er, at begge lande mangler unge mænd. I tiden omkring Sovjetunionens opløsning i 1991 fødte kvinderne meget få børn både i Rusland og i Ukraine. Årgangene var meget små, og de mænd, der dør ved fronten, er i høj grad dem, der blev født omkring Sovjetunionens opløsning.
Krisetegn i Ruslands økonomi
Det siger næsten sig selv, at den langvarige krig ikke har været god for den russiske økonomi. Militære våben er til at dræbe med, ellers er de ikke meget værd. Når man producerer noget civilt, så er det ofte noget, mennesker har glæde af – et hus til at bo i, tøj til at gå i, mad til at spise. Selv en bil har sine gode sider.
Men en raket, som koster mange penge, og som har udenlandske elektroniske elementer, der er købt illegalt til alt for høj en pris, og som bliver brugt til at smadre et hus i en by i nabolandet – det er ren tilsætning, uden at man får noget nyttigt for pengene.
Rusland startede krigen for fire år siden med store reserver. Landet havde sparet penge op, og man havde arvet enorme lagre af våben fra Sovjet-tiden. De var ikke alle sammen funktionsdygtige – men man havde tusinder og atter tusinder af tanks og raketter, som var blevet sat i stand. Nu er de jernskrot i Ukraine.
Hele krigen finansieres af statsbudgettet – og det fører til et større og større underskud. I 2025 var det russiske statsunderskud på 5,65 trillioner rubler (omkring 72,1 milliarder U.S. dollars), skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua med udgangspunkt i oplysninger fra det russiske finansministerium.
Finansmediet Forbes.ru har en større artikel om, hvad der truer økonomien i Rusland i 2026.
De angiver de samme 5,6 trillioner i Ruslands statsunderskud for 2025 som Xinhua og tilføjer, at Finansministeriet i 2025 kun budgetterede med et underskud på 1,7 trillioner. Underskuddet blev altså tre gange så stort som planlagt.
I 2026 planlægger Finansministeriet så med et underskud på 3,6 trillioner, hvad der også er gigantisk. Men Forbes påpeger flere ting, der kan gøre, at dette underskud også kan blive større: Man regner med en større olieindtægt end det er realistisk.
Ifølge økonomen Oleg Buklemishev kan ”budgettets indtægtsantagelser være for optimistiske”. Økonomen Vladimir Bessonov mener, at ”de problemer, vores økonomi står over for i øjeblikket, skyldes primært den byrde, som de militære operationer pålægger”. ”Problemerne vil fortsætte, så længe den ’specielle militære operation’ fortsætter”, konkluderer han.
Forbes konkluderer, at de vigtigste udfordringer, den russiske økonomi står over for i 2026, er en ukontrolleret opbremsning af den økonomiske aktivitet. Det vil give højere inflation og dermed højere renter samt et større budgetunderskud.
Økonomer fra oppositionen er langt mere pessimistiske end denne rapport fra Forbes.ru, som altså er udkommet i Rusland.
Ingen afslutning på krigen lige nu
Krigen fortsætter altså, og det vil være naivt og overoptimistisk at antage, at der er en hurtig afslutning på vej.
Ukraine er uden tvivl ude i sin værste humanitære katastrofe siden krigens start og også hårdt presset på fronten. Men det virker, som om Rusland er ved at løbe tør for ressourcer og er svækket internationalt. Ruslands største styrke lader til at være, at de har en reel forbundsfælle i Donald Trump i Det Hvide Hus i USA.
Ukraines største styrke er, at landet er så stædigt i sin eksistenskamp – og at de fortsat har stor støtte internationalt.
Om skribenten
Mikael Hertoft
Mikael Hertoft er cand.mag i russisk og Øststatskundskab, tidligere medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten, og arbejder som underviser i dansk som andetsprog. Læs mere